Morgensolen var lige stået op, og vi sagde på gensyn til Chicago efter en fantastisk dejlig lang weekend med sommeragtig vejr. Det var overskyet og vi kørte rundt om byen.
Vi glædede os til at starte på vores tur på den berømte route 66. Vi fandt udgangspunktet, hvorfra det hele starter.
Morgenen bød på lettere disset vejr, og ingen andre ved startlinjen denne mandag morgen.
Da, Chicago også er en stor byggeplads visse steder så som i København, tog det et par timer og lidt omveje, at komme ud af byen og videre på ruten ind til vi fandt skiltene eller aftrykkene i asfalten, som fortalte vi var på rigtig vej.
Route 66 er et overflødighedshorn af indtryk fra den tidlige begyndelse af den amerikanske bilkultur.
Især i starten af ruten igennem de første 3 stater. De små originale veje fører en igennem diverse byer langs jernbanenettet, ca. 10-20 km væk fra motorvejsnettet.
Allerede efter ca. 75 km begynder de gamle ting at dukke op. Tankstationer i både bedre men også mindre bedre stand.
Kirker og huse i de små byer som var begyndt at pynte op til den store Halloween.
Den berømte raketmand dukkede pludselig op rundt i et sving, og vi parkerede efterfølgende for at gå på diner.
Indgangen til dineren med de amerikanske idoler og selve dineren havde alt i symboler om route 66.
Jukeboxen, som spillede de gode gamle Elvis melodier.
Selv toiletterne var pyntet til en drøm. Gæt hvilke billeder der hang hvor. Herre og Damer.
Herretoilettet.
Dametoilettet.
Denne tidslomme oser af nostalgi og er et kæmpe indblik i en amerikansk kultur, hvor fart, benzin og de amerikanske værdier vandt frem i hele den frie verden.
Vi sagde farvel til Elvis og efter en god hamburger på dineren, kørte vi videre. Her mødte vi flere symboler og selv brandvæsenet var trukket udenfor med deres køretøjer.
Flaget hang også her på halv, som vi have set tidligere på dagen i Chicago.
Springfield, Illinois.
Vi ankom til Springfield, Illinois og tjekkede os ind på et motel, da vi dagen efter ville besøge det sted, hvor Abraham Lincolns første hus ligger, flot restaureret.
Abrahams Lincolns første hus er en fantastisk tidslomme at besøge, man bliver lukket ind i små hold på max 10 personer og får lov til at gå rundt i huset, hvor mange af de originale møbler og papirer ligger, samt malerier hænger som de gjorde for over 150 år siden.
Det virker nærmest som om at man “laver” en aftale med den park betjent, at man har pli og dannelse, når man går rundt. Se, ej røre. En stilhed er meget fremtrædende imens man lytter til de historier parkbetjenten fortæller.
At stå få meter fra det skrivebord, hvor den senere præsident nedskrev og debatterede sine meninger, var meget stort, og der hersker i huset en fornemmelse af at betræde noget stort.
Meget få steder har den slags indvirkninger, vurderer vi. Godt gået af en mand med 18 måneders uddannelse som advokat.
Huset står, som Abraham Lincoln forlod det, med troen på at alt skulle være som det var, når han vendte hjem fra en hård job periode og det andet hus, han fik boet i. Det hvide hus.
Desværre, som alle ved kom det aldrig til dette, og hans bror overtog huset, sidenhen forærede han det til den amerikanske stat. Abrahams kone og børn ønskede ikke senere i deres liv at benyttet huset.
Man kan næsten hører huset “tale de først tanker til sætningen” government of the people, by the people, for the people”
Huset ligger ikke langt fra kongressen i Illinois.
Vi kan kun anbefale at besøge stedet. Her er rig mulighed at være på et sted hvor historiefortællingen bliver levende. Meget intim og følelsesladet.
Dette besøg viste amerikanernes helt særlige evner til at fortælle den gode historien, ikke 1000 billeder eller videoklip vil komme i nærheden af det at være der. Stilheden, tætheden, duften, hele atmosfæren, alt hænger sammen. Det er som at træde tilbage til 1850erne, og kulturen dengang.
Derefter fortsatte vi til st. Louis, Missouri , hvor de små flækker dukkede op på vejen mellem majsmarkerne, gårdene, samt togene på jernbanen.
I de små byer er hele vægge dekoreret med historiske billeder og symbolik om route 66.
Vægmalerierne illustrerer også en tidslomme, og giver en forståelse for amerikanernes opfattelse af verden. Som f.eks billedet med soldaten der drikker cola efter at parkeret sit bombefly.
Vi siger ikke, at amerikanerne ikke har forskellige syn på verden, men de har det bedst som nation, hvis det “onde” er udenfor landegrænserne og de kan være medvirkende til at klare ærterne.
Dette oplevede vi i både store og små formater på vores tur rundt i dette land. Og her er er billederne med til at fortælle denne historie.
Vi kørte videre mod St. Louis, Missouri.
Fortsætter i anden del.