Vi ankom til S. Louis, Missouri, hvor vi fik set den berømte Gateway Arch.
Derefter kørte vi videre af de små veje mod Oklahoma City. Det er meget svært at køre forkert, så længe man holder sig ude på de små oprindelige veje. Der er officielle vejskilte hele vejen, eller et symbol der fortæller at du er på rette vej.
Flækkerne dukker op, som små byer igennem det sydsjællandske landskab, der er ikke langt mellem dem, men på denne del af ruten virker det som om tiden nærmest er gået i stå og dermed også alt udvikling.
Denne bil smilte vi meget af.
Fantastic Caverns.
Langs ruten er der mulighed for at besøge Fantastic Caverns og komme ned og køre i de underjordiske grotter med de fantastiske drypsten. Klart et sted der er værd at besøge på turen.
Selve grotten blev opdaget under den amerikaske borgerkrig, men landmanden holdt sin mund til slutningen af borgerkrigen.
De næste 80 år blev grotten brugt til mange forskellige ting, blandt andet som natklub under spritforbuddet i 1930erne. Efter anden verdenskrig påbegyndte man at undersøge hele grotten og fandt ud af størrelsen.
Det er den eneste grotte i USA hvor man kan køre igennem.
Se mere på: www.fantasticcaverns.com
Herfra begav vi os ud på den del, som efter vores mening er et rent overflødighedshorn i oplevelser. Her ligger byerne nærmeste som perler på en snor og gamle som nye ting dukker op.
Det er også på denne strækning at motorvej og den gamle route 66 på nogle tidspunkter følger hinanden side om side.
Vi fortsatte nærmeste alene ud af den gamle route 66.
Mellem alle farmene og majsmarkerne stod der skilte vejkanten, og i horisonten trak mørke skyer op. Her kunne vi kører i 15 minutter uden at møde en modbilist.
Undervejs mødte vi også de lokale motorcykelklubber, som har bar og reklamerer for route 66. Disse valgte vi ikke at besøge, da vi vurderede, at vi ikke lige tilhørte det rigtige klientel. Hesten var f.eks. her udskiftet med motorcyklen.
Og, hvis vi følte vi var ved at fare vildt, så dukkede der altid et tegn op i horisonten, at vi var på rette vej. Hvis ikke et skilt, så fulgte vi jernbanen, som løber ved siden af på dele af strækningen.
Det er også her, alle de gamle moteller dukker op, desværre bruges mange af dem ikke mere. De sidste fik dødstødet under den sidste finanaskrise.
Ind i mellem står gamle biller til skue, samt gamle tankstandere.
Og, hvis vi blev i tvivl om hvor vi var, så skulle diverse symboler nok hjælpe os på vej.
Symbolismen dukker op overalt med vedligeholdte malerier af en forsvunden tid i den amerikanske historie. Malet på farmenes vægge.
Vi var så afgjort i ” Trump land.”
Hele små historier udspiller sig på disse vægge om route 66. Meget fascinerende synes vi.
En gyngestol. Nok den største i verden, fik vi fortalt. Stor var den. Læg mærke til manden i højre side nederst.
De endeløse jernbanevogne på en lang række. Solen begyndte at kigge frem, og efterårsfarverne blev afløst af mere grønne blade og varme i vejret.
Diverse dinere begyndte at dukke op på vejen, og forud lå Tulsa, Oklahoma.
Oklahoma dukkede op ude i horisonten, og da vi var godt møre efter en lang køretur, indlogerede vi os på et motel, og nød en aftenforestilling i den lokale drive in.
En oplevelse vi klart kan anbefale. Kun 7 dollars pr. bil, og for at det ikke skal være løgn, vises der for den pris 2 film på en aften. Der er ligeledes rig mulighed for at købe forfriskninger og mad før, under og efter forestillingen.
En vaskeægte amerikanske tradition af de bedste, synes vi.
www.winchesterdrive-in.com
Resten af Oklahoma og Tulsa havde ikke den store indvirkning på os. Byen og området er nærmest direkte “kedeligt,” da tingene her mere minder om et slags cirkus med mange turister og priserne er derefter. Området er meget kommercielle i deres indgangsvinkel til historien om route 66, hvilket gør at meget at det autentiske forsvinder i mængden.
Da vi ønskede at opleve den amerikanske kultur på ruten, fravalgte vi dette område.
Fortsætter i tredje del.