Vi ankom til John F. Kennedy lufthavnen tidligt om morgenen, og vores plan var at køre ud til Long Island og besøgte Hampton området.
Vi havde altid drømt om at tage herud de gange, vi tidligere havde været i New York. Havde dog endnu ikke fundet tiden til det, men nu skulle det være.
Så i morgensolen tog vi af sted ud til det område som i folkemunde, beretter, at der er flere penge samlet her ude i Hampton end i hele Californien. Efter 3 dejlige dage, måtte vi erkende at der var noget rigtighed i sagen.
Hampton har et areal på lidt over to gange Lolland, så det er stort, og er inddelt i West, South og East Hampton.
Vi indlogerede os i havnebyen Port Jefferson på vestkysten af Long Island, da denne by ligger ind til østside, hvor Hampton begynder. Vi havde valgt dette som vores udgangspunkt, da vi ikke kunne stå for dette fine gamle hotel.
Hotellet var stort og havde værelser i første og anden række ud til vandet. Det ligger lige midt i det hele og er i høj sæsonen ikke til at betale.
Vi havde fundet en god deal og fik et fantastisk værelse i anden række. Værelserne er meget store og luksuriøse.
Vi læste at i weekenden omkring d. 4 juli er mindste prisen 4.000 dollars pr. nat.
Så vi synes virkelig vi havde været heldige, at med brugen af diverse optjente værdikuponer at kunne få 3 overnatninger for 2.000 kroner.
Vi tog en tur igennem byen.
Vi nød efterårsvarmen denne formiddag. Vi var så heldige at der var hedebølge i disse uger, og dagtemperatuer på 22 grader midt i oktober.
Vi synes godt om området, og vurderede, at husene heller ikke fejlet noget som helst. Her mødte vi to meget anderledes ting, som vi ikke har oplevet før i hele U.S.A.
Den fuldstændige bevidsthed om at man kom fra Europa, og kriminalitet/fattigdom ikke eksisterer i dette område. Hele området har reelt ingen politi kørende, de er mere en slags serviceorgan.
Her er så trygt som var du i Andeby. Grunden til at det kan lade sig gøre, er sikkert historie, rigtige mange penge og at det ligger ude på en tange.
Selv de små egern løb rundt i haverne omkring os, og samlede ind af diverse nødder.
Efterårs bladene satte sine spor som et maleri i fortovet. Skiltet kunne vi godt lide. Sagde lidt om mentaliteten, når man reelt ikke behøver arbejde for sine penge fremadrettet i mange hundrede år.
West Hampton.
Efter turen i Port Jefferson, kørte vi tværs over landet mod Hampton. Vi ramte først West Hampton, hvor sommerhusene ligger som perler på en snor.
Her bor berømte skuespiller og andre “new money” som har en 10-20 millioner dollars at bruge på et sommerhus, som igennemsnit bruges 4-5 uger om året.
Husene er meget forskellige, der var ikke mange hjemme, ej heller på stranden.
Nogen huse større end andre. De få mennesker vi mødte på stranden vinkede og sagde pænt goddag og nikkede til en, som om man var en af de lokale fra området.
Der er meget få steder man kan komme ned på den offentlige strand, som ikke kan købes. En gammel aftalte fra 1600 tallet gør at kystlinjen skal være tilgængelig og offentlig for alle.
Parkeringspladsen havde vi for os selv.
Vi fortsatte vores tur til South Hampton, og kørte over broen ind til fastlandet og bugten.
South Hampton.
En meget anderledes verden dukkede op. Dette er den ældste del af Hampton.
I South Hampton bor flere hundrede års generationer og det er reelt her arbejdskraften bor. Middelklassen kan vi kalde det, men en middelklasse på første klasse.
Her er små kvarterer og yderst hyggeligt.
Gamle bygninger og en rar atmosfære.
Efterårsfarverne spiller i solen, og vi oplevede, hvordan alt bare står fremme. På en restaurant stod der fine kolde flasker vand på alle bordene som blev udskiftet ca. hver halve time.
Så var alt klart til at slukke sin tørst i efterårsvarmen, imens vi bestilte en kop kaffe og æblekage.
Bordene fjerner man ikke her om natten.
Europa er i bevidstheden herude i Hamptons.
Vi afsluttede og kørte hjem, for at møde dette syn. Hotellet havde lige pyntet udstilling op, til halloween.
Morgensolen kiggede ind af vinduet og vi var klar til East Hampton.
East Hampton.
Her bor de rigeste og old money. Det minder mest om et kæmpe parkområde, hvor tiden er meget konservativ. Midt i det hele en bymidte og derfra kan man køre helt ud til spidsen eller rundt af de små parkveje med alle de store hække.
Vi valgte at tage spidsen først, og se fyrtårnet.
Bladene herude var næsten alle faldet af, men der var stille og varmt. 24 grader sagde den før kl. 12.00.
Fyret var desværre lukket, så vi kunne ikke komme helt op til det.
Efter en kop kaffe tog vi på rundtur i det mest vidunderlige parklignede område.
Der findes små huse som man kan overnatte på og rygterne siger, at omkring d.4 juli skal du slippe et sted mellem 10.000-12.000 dollars for et værelse her.
Så med det prisniveau var vi glade for vores hyggelige hotel.
Vi stoppede på den lokale italiensk restaurant, som havde borde udenfor, nød efterårs solen og bestilte en pizza.
Den var så stor og overdrevet, men en af de bedste pizza vi har smagt, selv om vi ikke fik spist op.
Med pizza og italiensk kildevand indenbords kørte vi nu videre ind i de parklignende områder, og lige pludselig åbnede der sig marker.
Om der reelt var høst og marker her for høstens skyld, eller om det mere var en slags “bondegårdsartig ting som ved Versailles før den franske revolution fandt vi aldrig ud af. For landmændene manglede og ingen af maskiner var i brug i hele Hampton.
Resultatet var at husene lå meget langt væk og havde meget mere privatliv omkring sig.
Nogle havde mark på den ene side og søbred på den anden side.
Eller bare en front, en hvid låge og kæmpe hæk omkring boligen.
Lidt villakvarteragtigt, bare i meget større skala.
Jo, nærmere vi kom til havet, jo mere indelukket var de.
Dog fandt vi et sted, hvor porten til “haven” var åben og fik et kig ind. Sådan kan en baghave jo også se ud;-)
Vi ankom til havet for at opdage, at mange af husene her, havde for enden af deres grund lige bygget en slags strandvilla. Et slags gæstehuse. Så kunne børnene være der, når de var besøg. Eller gøre som de to unge knægte vi mødte, tage cyklen og køre fra anden række et par kilometer ned til stranden.
Et høfligt goddag, hilste som vi var en del af området. Og vi legede med på legen.
Her snakkede man ikke om hvilken slags førsteklasse der var bedste på diverse flyselskaber. Mere om det nu bedste kunne betale sig, at eje eller leje sit privatfly.
Fuldstændig som vi snakkede, skal vi leje eller eje en bil hjemme i Danmark. Meget sjov og lidt surrealistisk.
Et kig ned af en privat vej.
Fra en af søerne kunne vi betragte husene.
Og længere fremme, hvor havet kommer ind i bugten, flere huse.
Vi forlod East Hampton og sage goddag igen til South Hampton.
Og efterårsfarverne i eftermiddagssolen.
Vi nød husene, stilheden og varmen i vores ansigter, på en bænk.
Vi valgte at kører turen hjemad igennem de små 20 kilometer som West Hampton strækker sig over og begyndte for sjov at tælle hvor mange der var hjemme, og ikke bare havde lys udenfor tændt automatisk.
Over broen, og derud af. På vores tur hjemad registrerede vi 11 huse, hvor nogle var hjemme. De andre tusindvise af huse lå for det meste bare i mørket.
Hjemme tog vi bagindgangen. Vi boede øverst mod gaden.
Farvel til Hampton.
Efter 3 vidunderlige dage i denne bobel af “land og honning” i en udstrækning så langt øjet strækker, tog vi morgenfærgen over strædet til Port town. En times sejlads, og derfra ville vi videre ind I New England området for at se efterårsfarverne.
Sejladsen var fantastisk, da vejret var med os og temperaturen sagde plus 21 grader fra morgenstunden af.
Her fik vi dog også indtrykket af, at de store villaer heller ikke fejler noget her i Port Jefferson, selv om at man regner med, at husene her koster en tredjedel end i East Hampton.
Vi nød synet og turen.
Vores Hotel. Færgelejet lå lige ved siden af. Idyl for alle “pengene.”
Vi kan kun absolut anbefale at se dette stykke Amerika, som på ingen måde ligner noget vi har set og oplevet i resten af U.S.A. Og vi har efterhånden besøgt over 40 stater.
Her er så trygt, roligt og overskudsagtigt, at det næsten “gør ondt.” Penge er noget man har i spandevis, og snopperiet går på om det er “old money eller new money.”
Dette, fornemmer vi, gør at vi kunne lægge 1.000 dollar på gaden, og de ville højst sandsynligt blive samlet op og lagt på et bord, så ejermanden kunne komme og hente dem igen.
Området er ufattelig flot og minder om en blanding af det yderste af Skagen og Nordsjælland ganget op med 300.000-400.000 hundrede tusinde.
Godt nok er prisen meget der opad, men kvaliteten og oplevelser overstiger alt i ens fatteevne. Rigdom eksisterede herude som en naturlighed, lige så naturlig som, at solen går ned.
Vi vil dog også sige, at vi kunne blive helt syge inden i os selv, når vi tænker på, hvad en lille brøkdel af de penge i Hamptons ville kunne udrette i fattige dele af denne verden.
For eksempel ville 3-4 sommerhuse kunne brødføde og give uddannelse i hele 5 år til de ca. 20.000 hjemløse børn der findes i Cambodia.
Det er her, set med vores øjne at det bliver lidt for meget, når mange af de fantastiske huse kun bruges i gennemsnit 4-5 uger om året, og står tomme resten af tiden. Ofte købes de som et prestige køb.
Der er ingen tvivl om at Hampton er en hel anden liga.
Vi fortsatte vores tur mod skovene i New England mætte af indtryk fra en verden helt anderledes end andet vi tidligere havde mødt i ” Guds eget land.”