Ved ankomst med fly til Saigon er første indtryk, at man næsten rammer hustagene ved landing i lufthavnen.
Vi ankom lige efter solnedgang i et lokalt tordenvejr af den anden verden. Så turen ind til vores lejlighed, som vi havde booket i den gamle bydel, bestod mest af en blanding af regn, scootere og neonlys alle steder.
Først om morgen så vi reelt hvilke storbys fænomen vi var landet i.
Udsigten fra vores lejlighed på 8 etage.
Morgensolen står op mellem husene med de forskellige varme farver
Saigon er en by med fuld fart på, og i financial fremdrift. Dog, også en by med store kontraster. F.eks måden hvorpå det kommunistiske styre fører det økonomiske eventyr mod bedre tider, samtidig med at ytringsfriheden begrænses, så snart man siger styret imod.
Kommunisterne og Vietnam.
Officielt “elsker” folket kommunisterne, og hvis ikke, så udtaler man sig ikke officielt.
Vi smilede lidt, da vi så de store reklamer for Dior og Versace der nærmest hang side om side med tegninger og fortælling om de vidundere kommunisterne havde bedrevet og stadig gør her og nu.
Det virkede for os fuldstændig malplaceret. Men alvoren i det, skal man ikke negligere.
Reklamer for rigdom.
Reklamer for kommunismen og dens bedrifter.
Især et billede på en husmur af Ho Chi Minh kiggede vi undrende på. Manden har jo været død i snart halvtreds år.
Men, vi valgte ikke at være dommer i virkelighedsopfattelsen, da “sandheden” har det med at skifte perspektiv, alt efter hvem der fortæller historien. Og lokalbefolkningen, især den ældre del og dem der bor ude på landet, tror meget på den altgivende revolutionære landsfadder, som gav alt for landet.
Denne indgangsvinkel holdes i fast bestemt hånd. Især ved Ho Chi Minh Mausoleum i Hanoi ses denne narrative fortælling meget tydeligt.
Læg mærke til soldaten ude til venstre. Han eneste job er at fløjte i en fløjte, hvis nogle overtræder den gule streg foran. Se kun, men kom ikke for nær på landsfadderen. Han bliver med al storhed mindet, ikke et ord om landreformerne og hvad dette kostede i menneskeliv.
Vi overvejede et kort øjeblik, at hvis vi stod i hver ende og overtrådte den gule streg, ville der så dukke en ekstra soldat op med fløjte?
Den tanke forsvandt hurtig, da vi et par minutter senere så en Vietnamesisk familie, som ville tage et billede af deres datter med soldater og Ho Chi Minhs gravplads i baggrunden.
Her kom datteren på ca. 10 år til at gå et skridt baglæns over den gule linje, hvilket satte et helvede af fløjten i gang og løb hen mod datteren. Pigen stod nærmest skræmt og fattede ikke , hvad der var galt og flyttede sig ikke. Soldaten var nu i vildt løb ca. 5 meter fra datteren, hvorved moderen hev datteren over den gule linje.
Freden faldt på igen ovenpå episoden og de 2 soldaterne som stod bagved, kunne ånde lettede op. De behøvede ikke at assistere. Soldaten sendte en løftet pegefinger mod datteren og familien, som forlegne gik et par skridt mere baglæns. Derefter returnerede soldaten med fløjten om bag buskene igen.
Der stod vi med “åben mund og ved at tabe kæben.” Vidne til opdragelse i et diktatur. Det kan godt være at det økonomiske kører på skinner, men “rør” ikke ved systemet.
Dette paradoks blev vores følgesvend i hele Vietnam. Nogle steder mere tydeligt end andre steder.
Selve byen Saigon.
Heldigvis har Saigon andet at byde på end kommunismen, og vi “valgte” bevidst at vende det andet øje til, og prøvede at komme i dialog med lokal befolkningen.
Det lykkes.
Saigon består af en indre midte med højhuse og vestlige mærke butikker Her holder turisterne også til, og kommer reelt ikke videre rundt.
På danske rejse hjemmesider reklameres der ofte med at man kan opleve det ægte Saigon. Vi elsker den sætning. Hvad er det ægte i en by, og hvad er det uægte?
Men som sagt for små 800 kroner kan du igennem et dansk rejsebureau f.eks. få en pizza og en kørertur rundt udenfor bymidten i ca. 4 timer. Og, ja her har du det hele for dig selv. Men man kan også gøre det selv og med en taxi i en radius på ca. 20 km fra bymidten for under 100 kroner. Og det kan vi anbefale.
Familieliv, indre by med højhuse.
Intet sted i Asien oplevede vi så udisciplineret trafik kørsel. Overgangen fra cyklen til motoriseret køretøj har nærmest skabt et kaos lignende helvede i Saigon. Ingen bruger spillereglerne for afvikling af trafikken. Og slet ikke ude i det “ægte Saigon.”
Der bliver kørt meget tæt, ud og ind mellem bilerne, op på fortovet og ofte med børn på armen som tredje passagerer, vi rystede nogle gange på hovedet, hvordan kan det gå godt?
Familie på scooter. Læg mærke til moderen som holder det lille barn i armen.
Fransk design.
I indre by står franskmændenes monumenter stadig tilbage, og et besøg på det gamle posthus ved Notre Dame er som at gå ind i en tidslomme.
Posthuset.
Indenfor på posthuset.
De oprindelige telefonbokse. Et par af dem er stadig i brug.
Post caféen.
Caféen ligger lige rundt om hjørnet af posthuset, her kan man sidde i bløde sofaer eller stole, alt imens man betragter bylivet samt Notre Dame kirken på pladsen overfor. I mens en drink eller kop kaffe bliver nydt, her lister fornemmelsen af storheden fra kolonitiden sig ind under den varme hud.
Tiden går lidt i stå her imens man betragter Notre Dame. Måske lidt typisk fransk, hvorfor bygge noget nyt, nu vi har en i Paris som er flot. Så vi bygger en kirke i samme stil og kalder den det samme, som den der hjemme.
Spise i Saigon.
Kombinationen af fransk design og arkitektur giver den perfekte ramme for spise oplevelser. I de små gader fandt vi frem til en lille perle som præsterer både på maden og indretningen, samtidig med at man kan smage det vietnamesiske køkken.
Gadekøkken i sidegaderne.
På væggene har spisestedet for få penge skabt illusioner af overgange mellem billeder og matriale som man kan tage fat i, imens maden spises.
Pigen med cyklen.
Prisniveauet er en smule dyre end andre gadekøkkener men Bep me in som caféen hedder er absolut et besøg værd.
ca.$ 15 for 2 retter mad med drikkelse til ( Vin og smoothie )
Børn ved vindue.
Vietnamesisk ret der smagte himmelsk.
Hallo!
Rundt om i gader og stræder blev ville mødt af nysgerrige mennesker. Især de unge studerende som gerne vil i kontakt med os for at tale engelsk.
På en kaffebar mødtes vi af en kreative måde at skabe relationer på af de unge mennesker bag disken, ved at bruge smilet som indgangsvinkel til dialog.
Vi smilede og sagde ca. 100 gange om dagen. HALLO!
Før vi sagde farvel var vi så heldige at et kæmpe tordenvejr var på vej ind over byen lige før solnedgang. Så vi gik op på taget af vores lejlighedskompleks og betragtede horisonten som var sort og så lyste hele byen op, når lynene inde i skyerne braget løst. Dog uden man kan høre det.
Vi er ved ækvator, så man kan meget længere i horisonten. klokken var 21.00 før tordenvejret og 22.00 før regnen kom.
Udsigten over tagene.
Lyn i skyerne lyser det hele op.
Fantastisk oplevelse…hele stille og himlen i horisonten er i oprør.
Dagen efter tog vi videre til Can Thó.