Med røde kinder og en god gang morgenmad, hvor vi nød udsigten fra vores motel, tog vi videre ud i dette eventyrland af efterårsfarver.
Vi havde hørt, at skulle vi virkelig opleve Niagara Falls tæt på og uden alt for meget neonlys og store bygninger, skulle vi se det fra den amerikanske side.
Vi valgte derfor at tage motorvejen over bjergtoppen som heller ikke var så tosset.
Udsigten fejlede i hvert fald heller ikke noget her. Man kun godt fornemme at dette kæmpe skovområde for nybyggerne var idealt til farming. Inde i mellem de mange træer var der grønne pletter.
Ude af lysninger og bjergtoppe kom vi ned i dalen, hvor byerne lå som perler på en snor. Vi var nu i farmerland a la det gamle engelske rige.
En tidslomme uden lige. Her findes noget af det gamle kolonialtidsfundament som dannede resten af Nordamerika.
Med biblen i den ene hånd og farmer uafhængigheden fra de engelske Herremænd i den anden blev alle de små byer grundlagt før, under og lige efter den amerikanske uafhængighedskrig.
I dag er det det hvide stakit og træhuse som dominerer området. Flot i efterårssolen syntes vi.
Bynavne der fortæller om en tid som forlængst er forsvundet, men som stadig lever i bedste velgående i amerikanernes bevidsthed.
Vi ville nok have svært ved at forestille os den slags vejskilte hænge langs Køge motorvej eller i en dansk provinsby.
Især omkring militæret er befolkningen klar over, at et af fortidens spøgelser, som vietnamkrigen blev tabt hjemme og ikke i selve Vietnam, og det skal ikke gentage sig.
Overalt blev jeg spurgt om jeg var eller havde tjent i hæren og som tidligere militærmand betød det billigere biografbilletter, gratis kaffe eller andet på de lokale dinere.
Omkring militæret er det, det eneste rigtige sted, hvor både sorte og hvide middelklasses drenge respekteres lige af befolkningen i USA. Især herude på landet.
Senere mødte vi Hudson River og nød en dejlig sandwich langs flodbreden.
Vil fortsatte derefter vores tur igennem den ene lille by efter den anden.
Kirker, smukke huse og efterårsfarver.
Vi overnattede i en af disse mindre by, og ville så tage sidste stræk til vandfaldet dagen efter.
Niagara Falls.
Torden lignende lyde kunne høres langt væk, og ude i horisonten fik vi øje på vores destination.
Den amerikanske side har meget få huse i forhold til den Canadiske side. Alle de høje huse vi kunne se, lå allesammen på den Canadiske side.
Vi parkerede bilen ved vores hotel, og gik turen efter lyden af en svag torden forbi alle de smukke træhuse.
Vi var ikke kommet langt, da vi kunne høre lyden af vand i fart.
Her var mulighed for at gå helt ned til flodbreden. Længere fremme er broen der går over de tre klippeøer som ligger mellem vandfaldet.
Her er mulighed for at komme helt tæt på oplevelsen og fornemme voldsomhederne i vandmasserne. Vi undrede os lidt over at der ikke var en bedre afmærkning end de små skilte.
For vi vurderer, at falder man i her, så er det noget man kun gør engang i sit liv.
Efter at have krydset broen kommer man over på klippeøen som faktisk er tre øer, og her bremses kraften i vandet så meget at de smalle steder løber den nærmest som en større dansk å. For senere igen at give fuldstændig los i naturkræfterne. Og her skal man holde sig langt væk fra flodbreden.
Når man kommer helt ud på klippeøerne er der frit udsyn til alle herlighederne fra alle mulige forskellige vinkler.
Alt kan opleves tæt på, vandmasserne, regnbuer og skibe i bunden, meget storslået.
Her ved selve faldet er der sat hegn op. Men tæt på kommer man alligevel.
Lyden i sig selv er utrolig og nogle steder er der så meget vandstøv i luften at man rent faktisk ikke kan se meget af vandfaldet. Men yderst fascinerende.
Udsigten blev foreviget af mange slags elektroniske apparater;-)
Vi havde en pragtfuld dag i området og takkede vejrguderne for endnu en sommerdag i oktober.
Fremme lå New York de kommende dage.