Efter en fantastisk naturoplevelse i Yellowstone, tog vi fra foden af The Rocky Mountains videre øst på, over sletterne på prærien.
Her mødte vi en historie og et billede på amerikanernes egen opfattelse af deres kulturelle historie, og hvordan dette landområde, blev frarøvet de lokale Indianere i tidernes morgen for små 150 år siden.
Little big horn ligger midt ude på prærien, her er sletter og ubeboet land så langt øjet rækker.
I juni 1876 mødte Generel Georg A. Custer sit endelige i sin udryddelses kampagne mod indianerne, da han prøvede at gentage “successen” som ved tidligere massakre
Grunden til kampagnen var, at rygter om store guldfund i Black Hill, hvor der tilfældigvis boede og levede ca. 7.000 indianerne.
Da, de vilde historier om fundet havde nået Washington, og efter mislykkede envejs forhandlinger om at flytte indianerne. Valgte det daværende administrative apparat at sende Custer ud på en ny kampagne med at flytte indianerne fra området, eller helt fjerne dem.
Custer havde nydt positiv stor opmærksomhed efter den amerikanske borgerkrig mod indianere. Disse historier var samtaleemner ved middagsselskaber blandt eliten på østkysten, og man så indianerne som en barriere mod bedre tider.
Selvfølgelig måtte de flyttes uden rettergang.
Custer indledte sit angreb d. 25. juni ved at lokke mændene i indianerstammen ud på prærien for at møde en lille gruppe af hans soldater. Resten af hans soldater red over floden imod stammens opholdssted.
Men han må have forregnet sig, for ved flodbreden sad børn og kvinder, som blev redet over, da de ikke fjernede sig.
Men, da ikke alle mændene var væk gjorde de modangreb og fulgte efter soldaterne.
Under 3 bølger af angreb, slog indianerne Custer og hans mænd ihjel.
Nyheden nåede Washington et par uger senere midt i festlighederne for 100 års dagen for den amerikanske revolution.
I løbet af de næste 14 år forfulgte kavaleriet indianerne og indsamlede dem i reservater. For at gøre det helt af med modstand i 1890 med Massakren ved Wounded Knee, hvor den hurtigt skydende Hotchkiss blev brugt i nedskydningen af Indianer.
Herefter var indianerne reduceret til en lille oprindelig minoritet.
Udsigten over området hvor slaget stod. I baggrunden mellem træerne boede indianerne.
Kirkegården med mindesmærker og det amerikanske flag.
Oversigten, hvor vi synes denne passage kun fortæller historien fra en side. Vinderens.
Når vi så stod her, midt i et område af ingenting og så alle mindesmærkerne for Custer og hans soldate.
Samt hørte på fortællingerne i det tilhørende museum, at det her havde været indianernes land engang, og det havde vist ikke havde været så smart med hele disse massakrer rundt om i Amerika, men alligevel holdt 99 % fokus på den hvide mands beretninger. Fik vi lidt dårlig smag i munden.
Vi konkluderede hypotetisk, at her viste patriotismen sig i amerikanernes egen forståelse, at dette land var deres og mulighedernes land. Ja, det er vi ikke i tvivl om.
Men, da dette land reelt ikke er mere end 250 gammelt som nation, og ikke mange amerikaner kan gå 8 generationer tilbage, før de ankom her, virker det i deres patriotisme som om de har været her altid.
Her tænker vi, at det er forståeligt nok, at nybyggerne som kom fra Europa hvor de igennem tusinder af år, var blevet undertrykt af Herremænd som berøvede dem fra deres afgrøder, kunne se nye store muligheder i et land som Amerika.
Men nu var de desværre selv blevet som herremændene og gjorde det samme mod dem der var svagere, nemlig indianerne, og i uafhængighedens navn brugte indianerne som middel.
Der er ikke langt fra offer til bøddel.
Vi kørte videre efter et interessant besøg ved Little big Horne og blev en lille smule bedrøvelige som vi kørte de 450 km, og mødte det sted, hvor man reelt fandt guld.
Vi kunne ikke helt forstår at her ikke skulle kunne have været plads til alle, både indianere og nybyggere. Da en stat som Montana er større end Polen i areal, og har under en million i befolkningstal.
Vi kørte videre mod Mont Rushmore.
Mont Rushmore.
Amerikanernes forståelse for det patriotiske, kom også til fuld udstråling her.
Selve bygningsværket er fascinerende, enestående og utrolig flot. Vi vil lade billederne tale for sig selv.
Indgangspartiet
Selve Alléen op mod pladsen, hvor alle staterne er indhugget i søjlerne.
Pladsen med de berømte ansigter.
Det var sjovt at se stedet, men der var ikke så meget mere at komme efter, så efter et par timer kørte vi videre øst på mod Chicago, og stoppede i den næste flække foran sheriffens bygning og indtog frokost fra vores medbragte køletaske.
Videre igennem landskabet og farmerland og den mere “milde” udgave af bibelstrædet som nogle også kalder midtvesten.
Vejret blev mildere og landskabet begyndte at minde om markerne på Sydsjælland, dog i en noget større målestok.
Kirkerne begyndte at dukke op alle steder in the middel of no where.
Vi krydsede Missouri floden, og valgte at finde en lille flække til overnatning. Gæstfri som altid, og højt til himlen.
Efter en god nattesøvn fortsatte vi og kørte igennem små byer, som reklamerede med alt på de store billboard langs landevejen.
Marker og enkelte kæmpestore vindmøller. Grøn energi er ikke den hel store ting endnu herude på landet. Her er det jernbanen og landevejen og 70-80 km imellem de små byer hvor der er mulighed for benzin påfyldning.
Efter et par lange køre dage, blev der kortere og kortere mellem markerne, samt kirkerne og vi var ved at nærme os Chicago.
Ca. 400 km inden Chicago overnattede vi på et hignway motel, og fortsatte næste dag det sidste stykke af highwayen i stedet for at køre på landevej. Vi var mætte efter alle de indtryk over det kæmpe landområde, som engang havde været indianernes, men nu er farmerland.
Efter sådan en tur er det endnu mere svært at forstå, hvorfor indianerne skulle slås ihjel og man ikke kunne dele. Der er så meget land, at man ikke kan forestille sig det, før man er der.