Solen var nu tilbage på fuld skrue, og vi fortsatte fra Oklahoma. Turen gik nu på en blanding af den nye motorvej og den gamle rute.
Nogle steder er den gamle vej lige ved siden af motorvej. Dog er den nærmest umulig at køre på.
Vi blev også her meget hurtigt mindet om, at vi nu var i den mere sydelige del af “bibelstrædet” som midt vesten kaldes i folkemunde.
Vi måbede i hvert fald godt og grundigt som vi nærmede os dette kæmpe kors, som kan ses i det flade landskab på lang afstand.
Herefter fortsatte vi igennem landskabet som ikke byder på meget mere end alle de store vindmøller, og kæmpe campingvogne som prøver at overhale hinanden hele tiden. Ikke det mest spændende, da det nærmest stopper alt trafik.
Her støtte vi også på andre symboler, end det store kors.
New Mexico dukkede op, eneste reelle forskel, var landskabet der blev mere tørt, og lynhurtigt kunne skifte vejrforhold. Fra blå himmel til store truende skyer, men det blev dog aldrig mere end til det.
Ned af bakken.” Så blev det pludselig meget varmere.”
Russells Travel Center.
På vej ned i den gryde som New Mexico er, hvor der i bunden altid er blå i himlen, støtte vi på Russells Travel Center.
Her på dette gudsforladte sted, hvor alle tanker benzin på og fylder indenbords med proviant, ligger en lille perle.
For her har ejeren samlet sin helt egen private udstilling som man ganske gratis kan nyde.
Klassiske amerikaner biler fra halvtredserne, står side om side med alle mulige andre effekter fra den tid.
Bilerne til alles smag.
En af vores favorit biler, hvis vi skulle have valgt en af de mange biler i udstillingen.
Dette sted kan vi kun anbefale at besøge, hvis man er på disse kanter en dag. Vi skuede over sletterne og besluttede at kører et par hundrede kliometer mere, før vi ville overnatte.
På vores vej oplevede vi, hvordan vi blev overhalet af den ene lastbilen i solnedgangen med over 100 km i timen. selv om solen stod lige i ansigtet en lille halv times tid.
Lidt farligt og ubehageligt synes vi, og nød derfor da solen forsvandt ude i horisonten og man igen kunne se hvad der foregik, et stykke tid kørte vi side om side med toget som kom kørende forbi med den lange række af godsvogne bag sig.
Solnedgangen er dog fantastisk derude i ørkenlandet, når den til sidst bare lyser svagt op.
Cadilac Ranch.
Næste morgen havde vi ikke kørt mange kliometer, da vi igen så det syn som desværre ikke høre til sjælenhederne. En lastbilschauffør der enten havde kørt for stærkt ned af bakken eller været uopmærksom et kort øjeblik.
Heldigvis var ingen her kommet noget alvorligt til, men andre gange stod det værre til.
På hjørnet af den mark som kaldes Cadilac Ranch hvor 10 biler er gravet ned med snuden i jorden, står den store Cowboy og hilser dig velkommen. Han er også et af ikonerne på route 66.
Derefter kan man køre man lidt længere ned af markvejen og parkerer sin bil.
Ved indgangen til Ranchen, som er gratis, kan man købe spraymaling til 10 dollars, og så kan du farve løse på bilerne. Det er nok en af de bedste forretninger vi nogensinde har set.
Folk køber nærmeste kassevis af spraymaling, vel vidende at de giver 3 gange mere i pris, og gør sig store anstrengelser for at male bilerne, som så igen bliver overmalet af andre, inden for et døgns tid.
Men festligt ser det ud.
Bilerne på række. Rundt om dem er jorden fuldstændig nedtrampet som til en Roskilde festival. Hvorfor der er vådt omkring dem, fandt vi aldrig ud af, for der var ikke tegn på regn i mange hundrede kliometers omkreds.
Efter at have nydt bilerne, kørte vi nu videre, vi sagde for en tid farvel til skiltene med Route 66 og fortsatte mod Santa Fe.
Denne by ville vi besøge næste dag, inden vi tog en afstikker nordpå , for at køre igennem Monument Vally.
Vi fandt et motel for natten efter en times kørsel, og faldt godt trætte omkuld fyldt med mange nye indtryk.
Fortsætter i fjerde del.