Efteråret kombineret med hedebølge i USA i den nordøstlige del, gjorde at vi havde en fantastisk uge i dette område.
Vi skulle nu ind i landet og opleve fænomenet, efterårsfarverne, som alle siger er verdens smukkeste.
Vi bookede os igen ind på et af de små familieejet moteller. Vi kan bedst lide disse, hvis vi kan finde dem, istedet for de store kæder.
For ca. 300-400 kroner pr. nat får du et dejligt stort værelse med køleskab, bad, mikroovn og en kæmpe king size bed, hvor i man sover som en drøm.
Bilen holder lige udenfor, og der rent og pænt. En fantastisk måde at rejse på synes vi.
Byen Hampton i Massachusetts.
Efter at have indlogeret os tog vi ind til byen, og så denne lille gamle flække som har rødder tilbage til revolutionen i 1700 tallet.
Bygningerne er gamle og i europæisk stil.
Efter en god nattesøvn og et kig ud i baghaven fra motel vinduet, skulle vi videre op mod bjergene i Vermont.
Eventyret begyndte og vores indre farveskala fik denne dag en slags overdosis af det smukkeste farvespil.
På toppen mellem bjergkæderne så vi noget, som vi måtte lægge os fladt ned for;-)
Vi drejede af til landevejen ved West Bratteleboro og kørte videre opad af de små veje, igen mødte vi en af de skønne gamle træbroer.
Vi stoppede undervejs hos den lokale isenkræmmer som havde sin bagvæg fyldt med disse herlige gamle skilte.
Hele området er et stor tagselvbord på en dag som denne med blå himmel og 22 grader, i slutningen af oktober. Små hyggelige huse og gårde.
Route 9 tog os der opad, og vi mødte ikke mange andre billister på vejen
Der begyndte at komme lysninger og vi fornemmede, at vi nærmede os toppen. Vi var spændte, hvad ville vi få at se. Var det virkelig så flot som alle talte om?
Øjnene kunne ikke rigtig opfange alle de farver og vi tog bare indtrykkene ind til os. WOOW… vi måbede. Efterår i Dyrehaven ville aldrig blive det samme igen.
Lige meget, hvor vi lod øjet rette blikket hen tabte vi luften af forbløffelse. Her er så smukt, at man ikke rigtig kan fatte det.
Vi kunne kigge så langt øjet rakte ud over bjergene, og kamera linsen skulle indstilles igen og igen, for at få alle de forskellige farvenuancer med i et klik.
Vi vil lade billederne tale sig eget sprog, og lade jer nyde, når naturen viser sig fra sin allerbedste side, og Photoshop bliver til en ligegyldighed. For vi vil påstå, at dette view var perfekt i et farvespil der siger spar to til alt vi før har se af efterårsfarver i skovene.
Døm selv;-)
Her kom fotografiapparatet på overarbejde, der blev klikket løs.
Detaljer viste sig for øjeæblet.
Langt fra og tæt på. Området er så stort, og man bare kigger og kigger.
Kombinationen af de mange forskellige træer, og hvornår de tager farve på bladene gør at man har alle farvenuancer. Rød, mørkerød, gul, orange. OSV
Efter en times tid på bjergsiden med dette fantastiske view, hvor vi indimellem udbrød “WOWWWW” Måtte vi simpelthen tage os selv i at små grine af bar glædesfølelser. Igen havde vi en af disse oplever, hvor man kun kan blive helt glad i den øverste etage.
Efter dette syn, kørte vi videre og mødte lidt efter Wilmington. En by midt på bjergkæden.
Tiden er gået i stå, på en nærmest rolig måde og inviterer til naturelsker.
“nuet” kommer helt ind under huden på en.
Vi kørte videre igennem skoven, og tog frokosten ved en sø. Længere oppe, var en fisker i gang ved floden som ikke havde meget vand i sig. Bred til om foråret, når smeltevandet kommer fra bjergene.
Vi ankom om eftermiddagen til Bennington. En vaskeægte amerikansk by. Her trives man med de små huse, og bjergluften.
Byen er bygget op omkring frihedskampene i uafhængigskrigen i 1700 tallet, og har på toppen en kæmpe frihedsstøtte a la den i Washington.
Den står bare der midt på bjerget, som er det højeste punkt i byen og området.
Husene her ligger som perler på en snor, mellem skov lysningerne rundt om mindesmærket.
Vi tog derefter forbi den lokale farmer som sidste stop, hvor vi beundrede hans græskar udstilling og købte et til den kommende Halloween aften.
Med alt dette i bagagen af oplevelser var vi klar til køreturen igennem lavlandet, når vi havde krydset toppen og så videre igennem de små byer og skove mod Niagara Falls.
Vi overnattede i Killington, hvor vi nød det sidste dagslys falde over byen og faldt nærmest i sov efter mørkets frembrud som et par glade børn der havde fået for meget frisk luft hele dagen.
Fortsætter i Niagara Falls.