Et af de steder som er mest turisteret i Japan er Kyoto, den gamle kejserby og hovedstad.
Folk af mange forskellige nationalister kommer langvejs og ønsker at opleve de seværdigheder som byen kan byde på. Dog, er ingen i Kyoto uden at have besøgt mindst et par templer. Ligeså os.
Udvalget er stort, og de store Klassikere bliver hurtigt “overrendt” ved indgangene af diverse turister og selskaber. Især i weekenden.
Og, da vi var blevet lidt øvet efter 4 måneder på farten i at komme ude om dette, valgte vi både tidspunkt, sted og dag, hvilke steder vi ville besøge.
Søndag blev brugt på at besøge parken omkring kejserpaladset og de omliggende gader.
Stedet oser af de lokale.
Søndagskampen er i gang i parken.
En af indgange til kejserpaladset.
Selve haven og dens templer indenfor murerne.
Inde bag murerne og bag første række af templer åbner sig en mindre by med diverse haver og templer. Her går den røde farve igen, som vi allerede havde mødt mange andre steder i landet.
Arashiyama.
Valget på næste stop, blev mandag med lokale busser og sporvogne ud til Arashiyama. Her findes blandt andet bambusskoven, som er et syn værd.
Byen er som et turist magnetfelt især de mange populære templer tiltrækker tusindvis af turister. Dog er byen delt op således at gør man lidt forarbejde og følger de lokale, så kan man med stor held opleve områder, hvor det ikke føles som en større rockkoncert.
Især i Japan oplevede vi det vi kalder “folk i flok.” Større eller mindre grupper af folk, gerne med samme nationalitet “blindt” følge hinanden på guidede ture.
Hvilket undrer os lidt, da Japan er rimelig nem at rejse rundt i. Alt står på engelsk, og der hvor det ikke gør, vil den høflige Japaner gøre alt i sin magt for at hjælpe dig.
Høflighed, serviceniveauet og almindelige dannelse er en naturlig ting hos japanerne, det overstiger alt andet vi har oplevet på vores rejser hidtil ( Og vi har efterhånden besøgt en del lande ) Japan er som en anden verden..
Japan er traditionernes land og kimonoen bliver flittigt brugt både af unge og ældre. Mange unge japanere klæder sig i de gamle farverige dragter i sær hvis de skal på date, familiebesøg eller noget andet festligt. Her oplevede vi hvordan gammel og ny kultur møder hinanden. De gamle dragter i brug, men med mobiltelefonen i hånden, det skilte vi lidt af.
Rundt om i byen ser man andre gamle traditioner udfolde sig. Vogne som bliver trukket rundt af rimelige veltrænet unge mænd. Alt i mens nutiden går i baggrunden. Og de eneste der kigger og som os tager billeder af dette, er turister. For Japanerne er det normal hverdag.
Ude i bambusskoven er de gamle traditioner også. Fascinerende syn.
Her i bambus skoven, findes træer der er vokset 20-30 meter op i luften.
Et af de mange templer med de traditionelle rum.
Fushimi Inari, de røde søjler og porte.
Sidst på ugen valgte vi at besøge Fushimi Inari-helligdommen, som efterhånden blevet et ikon for Kyoto og Kansai regionen.
Fordelen ved dette sted, er belønningen når man af de snoede stier igennem de tusindvis af røde porte når toppen med et fantastisk syn over Kyoto. Fordel nummer 2, er at vejen op er ca. små 300 meter opad, og allerede efter de første par tusinde skridt og røde porte opgiver ca. 50% af turisterne.
Efter halvvejs, er der omkring 20% tilbage, og vi vurdere at den dag vi tog hele turen der op, kom 2% hele vejen til toppen i forholde til de tusindvis af mennesker der stod nedenfor bjerget og ville op.
Især bagside ned af bjerget er fantastisk, da træerne nærmest skifter fra bambus og høje træer med lange kroner til høje grantræer.
Vi vil lade billeder tale deres eget sprog.
Opgangen til stien med de røde søjler og porte.
Selve indgangen, hvor de første selffish tages.
Allerede lidt længere op er der mere rum til at fotografere søjler og porte uden diverse andre turister i kameralinsen.
Længere oppe igen kunne vi nyde stilheden og selve de røde porte, alt imens benene fik et hvil;-)
Også her mødte vi de unge i deres traditionelle dragter. Især skoene var vi meget imponerede over at de benyttet til sådanne stigninger op af trapper mod toppen af bjerget og helligdommen.
Næsten oppe ved toppen, her har du det mere eller mindre for dig selv i flere minutter før de næste på trapper enten kommer op eller ned.
Det ser ikke ud af noget, men det er stille og roligt opadgående.
Udsigten på toppen ud over Kyoto fejler ikke noget.
En af helligdommen, hvor der kan tændes lys.
Nede igen efter ca. 5 timers ren nydelse bliver vi mødt af “turisthelvedet” og lidt af det som sker, når vestlændninge som ikke har samme kultur i pli og høflighed, ikke helt forstår at gå i den rigtige retning , så må et skilt forklare.
Her kunne vi mærke at “MIG” og Kun “MIG” lige pludselig igen blev meget synlig Det var også kun her ved ud og indgang, at vi så synlige skraldespande som var fuldstændig fyldte, enhver japaner tager alt med hjem som de havde med ud, det kunne vi alle lære noget af.
Vi vil anbefale at man tager sig tiden til at nå helt til toppen, det giver et fantastisk indtryk af kultur, natur og hele den japanske ånd. Hvilket vi synes nedenstående billede illustrerer så tydeligt.
Vi kan klart anbefale Kyoto, da byen er meget andet end masseturisme og templer. Her er hyggeligt med mange små specielle butikker og stræder, hvis man bare bevæger sig ca. 1 km væk fra hovedgaden.
Med templerne som det primære omdrejningspunkt i Kyoto, gør også byen til den mindst “Japanske by” vi besøgte.
Langs Kyoto løber floden, hvor der findes mange gode restauranter med et prisniveau til halvdelen af det, du kommer til at betale i hovedgaden.
Samt de lokale er et syn for sig.
Efter Kyoto tog vi toget ind til Osaka. Shinkansen klarede dette på små 12 minutter.