Honolulu, en californisk storby med 4 sporet motorvej og en lille halv million indbygger i indre by.
Intet her passede overens med de indre billeder vi havde på nethinden siden barns ben.
Vi ankom efter 8 timers flyve tid fra Osaka til Oahu, hovedøen af øerne som ud gør Hawaii.
Vi var lidt møre i hovedet, da vi havde krydset datolinjen fra vest mod øst, så vi fik lige samme dag 2 gange. Så vi blev ret overrasket over det syn vi mødte, kombineret med at møde den amerikanske kultur igen.
Væk var “dig og mig” harmonien, og goddag til “MIG, MIG og atter MIG” kulturen.
Da, vi lige have rystet vores kroppe og “chokket” af os, nød vi udsigten fra vores altan på 20 etage, og kunne begynde at tage byen ind til os, og nyde den samme dag 2 gange.
Skyskraberne ligger tæt side om side og giver kun første række direkte adgang til standen. Kun hvor en flod krydser er der lidt mere luft imellem bygningerne.
Her var ingen musik og dans med bastskørter i strandkanten, som vi havde forestillet os. Derimod masser af restauranter og barer med menuer til overpriser i forhold til udbud.
Men øen har også andre sider og da de første indtryk havde bundfældet sig, begyndte vi at opdage nye sider af øen, og nød vores første solnedgang over byen og stillehavet, det var noget af et tilløbsstykke.
Waikiki Beach.
Stranden, Waikiki Beach som de fleste har set i gamle Elvis film eller på diverse reklamer, er reelt ikke mere en strand, set med vores øjne.
Nærmere en meget tynd stribe sand, da Hotellerne ligger så tæt ned ved vandet, at der næsten ikke er plads til de mange gæster samt surferne og deres bræt.
Skal man nyde og opleve denne strand, er der kun en vej. Igennem et hotel strandbar/strand restaurant, hvor du efter at have spist eller nydt en eftermiddag. Får regningen og tænker. ” Gud, der findes steder som kan slå Tivolis priser med dobbelt op.
Alternativet er de små enkelte parker/grønne områder som går ned til stranden, men hvor alle andre også er. Så synes man ikke “sild i tønde” er morsomt, så var der kun et at gøre.
Betal for et par drinks og nyd udsigten.
Ikke meget strand den ene vej.
Ej heller den anden vej.
Indtrykket af hvor tæt der er bygget til, ses bedst oppe fra Diamond Head, en gamle vulkan som ligger lidt uden for byen. Her kan du tage den på gåben opad. Det anbefales at gøre det tidligt inden solen er alt for meget fremme på himlen.
Waikiki Beach ligger midt i billedet, og det grønne område er alt der er tilbage på denne strækning der kaldes Waikiki Beach på nær et par små klatter park/grønt mellem alle hotellerne.
Resten af øen, Oahu.
Vi tænkte at resten af øen måtte da træde i karakter og lejede derfor Amerikanernes foretrukne transportmiddel, bilen.
Her fik vi også næsten regningen galt i halsen. Med forsikring mod at ingen ville få en krone af os, og forsikringen betalte, hvis vi blev blandet ind i ulykke og blev sagsøgt.
4 dages leje, mellemklasse 4 dørs Jep med Aloha nummerplader, som udlejeren pointerede.
¨Små 3.000 kroner. Inde på hovedlandet kan man leje en større bil med forsikring i 10 dage for samme penge.
Nå, vi skulle se resten af paradisøen.
Vi begav os med godt mod ud på de kanter vi forestillede os at vi ville se og opleve det rigtige paradis.
Den følelse blev aldrig rigtig indfriet. Motorvejsnettet tager dig sikkert over øen til Nordkysten.
Selv midt på øen “ryger” alle illusionerne om paradisøen. Amerikanerne har 2 muligheder. Velholdte asfalterede vej eller noget der er løgn, og nærmest kræver et bæltekøretøj for at komme frem.
Vejnetter er bygget over øen og rundt om øen. Slut færdig og ingen afstikker med f.eks. en grusvej. Kun jungle eller meget høje klipper og træer
På nordkysten på den anden siden af øen, ligger byen Haleiwa, hvor omkring 80 -90 % af alle fritids surferne holder til, som de selv kalder det. De rigtige tager til Maui og “slås” med bølgerne der.
Kombinationen af bølgerne og klipperne der findes på Mauis nord kyst, er kun for vovehalse og yderst rutinerede surfere, vil vi påstå.
Hvorfor fandt vi ud af senere på ugen.
Byen og stranden dukker op i horisonten.
Surferne holder alle steder langs vejkanten.
Byen minder mest om en dansk sommerhus by, selvom det var lidt udenfor sæsonen her i september.
Her lå surferne og hyggede sig i det blå vand og rimelige store bølger. Her var lidt af det strandliv vi savnede.
Surferne mellem bølgerne. Der var ikke mange ude den dag vi var der.
Her var meget frodigt og havde alle ingredienserne til en god sommerferie. Vand, sol og strand, samt smukke blomster langs strandkanten.
Herfra kørte vi videre øst om øen og mødte de forskellige vejr typer, som mest bestod af regn og grå vejr op af de høje bjergsider, før vi igen kom til Honolulu by, hvor solen igen skinnede.
Honolulu dukker op.
Maui.
Vi tænkte, talte, lavede en del research, der måtte da være andet end bare dette og valgte at besøge en anden ø. Valget faldt på Maui.
Her fandt vi lidt af det paradisidyl vi søgte. Ikke så meget motorvej her.
Dog er det kun i de små flækker at idyllen er intakt efter vores smag. Her er både store veje, malls i alle størrelse så snart du fjerner dig fra de små flækker.
Vi valgte at tage om på nordsiden for at opleve fænomenet med de store bølger.
Surferne står her inde i aftensolen og beskuer bølgerne som virkelig er store.
Vi fik af vide at i dag var ingen ude at surfe, da bølgerne var for kraftige. Kun et par stykker lå inde ved kysten og mellem bugterne. Ingen var ude og møde bølgerne på vej ind fra det åbne hav.
Og det forstod vi godt. Dette er kun for de helt store vovehalse. Bølgerne på nordsiden er ikke for småbørn og amatører.
Da ingen var ude og surfe, kunne vi ikke får de reelle størrelsesforhold. Men vi vil skyde på at bølgerne den dag var 7-10 meter i gennemsnit.
En bølge bliver til.
Bygger op.
For at illustrerer fortæller klippevæggen det tydelige sprog af bølger som banker ind i klippevæggen.
Vejen til Hana.
De fleste som er på Maui tager den smukke tur til Hana. ca. halvdelen af vejen dertil er asfalteret.
Man kan kører hele vejen rundt og det kan vi anbefale.
Vi tog turen en stille formiddag og på vejen besøgte vi halvejs en park, som var en meget smuk oplevelse.
Eden garden nærmest som “paradis.”
Haven har den mest vidunderlige udsigt og ligger helt oppe af bjergsiden som midt i en lille regnskov.
Udsigten over vandet fejler ikke noget, ej heller ikke den anden vej mod regnskoven.
Man kan sætte sig på en af den utallige bænke og bare filosofiere over livet.
Det er en privatejet have, der er bygget op over en 25 års periode og indeholder muligheden for at komme helt tæt på de vilde blomster, bambus og masser af træer man ikke ser hver dag.
Et lille udpluk af de mange forskellige blomster der vokser i parken .
Vi havde frokosten med i køletasken og nød et par lækre sandwich. Men der er også mulighed for at købe mad og drikke på stedet.
Efter et besøg der varede ca. 4 timer, kørte vi videre af vejen som snor sig igennem landskabet, man skal holde øje med trafikken, da mange trafikanter pludselig stopper op, for at tage billeder af et af de mange vandfald der er på ruten.
Videre mod fastlandet.
Vi sagde farvel til Hawaii og må indrømme at øerne desværre ikke blev det WAOO vi havde forventet.
Selvfølgelig har Hawaii meget at byde på og vi har reflekteret over hvordan det kan være at vi ikke var så imponeret, vi er kommet til den konklusion at det nok er kombinationen af de forskellige naturoplevelser, Jungle, vulkan, strand, og vand op imod en by med skyskrabere, en halv million indbyggere og alle de bekvemmeligheder fra den vestlige verden, så som motorvej og køretøjer, helikopterture og mange andre turistattraktioner der stilles til “rådighed” mod meget dyre priser.
Og det er her, at Hawaii dumper, set med vores øjne.
Man kan opleve Junglen bedre i bl.a Asien
Vand og uberørte hvide strande på f.eks Koh Rong i Cambodia
Solnedgang….tag til Skagen i Juli.
Million byer og amerikansk levestil…tag til Californien.
Så det vi er mest imponerede over, er Hawaiis evne til at fortælle den gode historie.
Og her 4 måneder senere har vi det stadig sådan.