Ikke mange steder på denne jordklode har vi oplevet at en naturlig stilhed opstår på et sted ganske af sig selv.
Besøget ved ” The Killing Fields” var ikke med i vores oprindelig plan og ønske. Det med at besøge “død og ødelæggelse” stod ikke øverst på vores ønskeliste, også selv om det hører fortiden til.
Men, måden hvorpå Cambodjanerne omtaler perioden, og hvor stor betydning det stadig har, gav os et indblik i den måde som Pol Pot regimet havde reageret på, og vi valgte derfor at besøge stedet.
På lidt over 3 år kørte deres bondeprojekt baseret på et kommunistisk idealbillede fuldstændig af sporet, og hver fjerde indbygger i Cambodia mistede livet enten af sult eller blev slået ihjel.
Et kort resume.
For at forstå, hvordan det kunne ske er her et meget forenklet resume.
Cambodia var i Angkor Wat tiden storebror i Sydasien. Riget var rigt på handel og uddannelse. Det strakte sig fra Thailand i vest, til Vietnam i øst og nordpå til Kina.
Angkor riget gik under i 1600 tallet, omkring samme periode som europæerne påbegyndte handel i den del af verden.
Perioden betød meget for den enkelte Cambodjanere i sin retorik og opfattelse igennem de næste 300 år. Engang den største, i dag den mindste.
Denne opfattelse blev kun stærkere som kolonimagterne påbegyndte mere handel og udbygning af landet.
Franskmændene havde sat sig på denne verdensdel. Fra ca. 1850erne og 100 år frem var Cambodia “ophørt” med at eksistere sammen med deres naboer, og var samlet under betegnelsen; Indokina.
Indokina ophørte med at eksistere i 1953, da franskmændene mistede grebet, og derved på papiret fik Cambodia, Vietnam og Laos deres selvstyre. Dog, i Vietnam blev landet delt. I det nordlige Vietnam satte kommunisterne sig på magten efter en fredskonference.
Freden varede kort, da det tidligere Indokina nu var en del af den kolde krig mellem Amerika og Sovjetunionen. Nordvietnam, som var godt støttet af de røde kommunister i Kina og Sovjetunionen, fik her de nødvendige våben til den fremtidige udvidelse af konflikten.
I 1955 gik anden del af Vietnamkrigen i gang. Amerikanerne gik derfor til modstand mod kommunisternes fremmarch. Junglekrigen blev op igennem 60erne avisstof verden over.
Cambodia og Laos gik fri af konflikten, indtil slutningen af 60erne, hvor Amerikanerne med CIA i spidsen bomberede på livet løs i grænselandene i den gyldne trekant mellem Laos, Vietnam og Cambodia.
I denne periode var Pol Pot ved at samle sine tilhængere ved at opildne masserne til at forstå, at årsagen til denne død og ødelæggelse landet oplevede, skyldes de vestlige magter som nu var i landet.
Han var født ind i en rig familie og havde været i Paris for at studere. Det var her han mødte en stor del af sit øverste netværk til de fremtidige røde Khmere
I april 1975 tabte Amerikanerne krigen i Vietnam da baglandet hjemme i USA ikke støttede op om krigen. Amerikanerne gik ud af landet, i løbet af en måned var de væk, og Vietnam var sejrherren.
Pol Pot havde derfor frit spil til at handle, hvilket han gjorde, som leder af Demokratisk Kampuchea overbeviste han sine “røde naboer” om sine intentioner og ønsket om en kommunistisk bondestat baseret på kommunist principper og 5 årsplaner.
Han vidste at Kina og Sovjetunionen ikke ville blande sig, da Vietnamkrigen havde været en økonomisk dyr “affære” for disse lande. Så længe “hammer og sejl” med rød baggrund hang øverst i flagstangen, kunne han handle frit.
Hans styrker gik derfor ind i Phnom Penn d. 17 april 1975 og blev modtaget som helte. Den følelse gik hurtig af “fløjten.” Samme måned påbegyndte rædselsregimet at vise sit sande ansigt og føre idéerne ud i livet.
Phnom Penn havde på dette tidspunkt 3 millioner indbygger, da befolkningen havde søgt tilflugt her, idet amerikanerne bombede junglen op til Vietnam i krigens sidste par år.
Pol Pots soldater, de røde Khmere begyndte en krig mellem befolkningen i byen, da ønsket fra hans side, var at landet skulle være i år nul.
Hans ide var en bondestat, hvor alle skulle være lige, og kunne brødføde sig selv. Alle skulle gå ens klædt, grå bluse, grå bukser, en grå hue, sandaler, en ske og det røde bånd, som kunne bæres om hovedet eller halsen, intet andet, ingen penge, teknologi og kontakt med omverdenen, derved ville alle være lykkelige. Ungdommen var de mest entusiastisk, og fulgte i starten “blindt” de nye vinde.
De fleste af soldaterne var rekrutteret fra landet og junglen, imens de var teenager,hvor størstedelen var analfabeter og havde oplevet Vietnamkrigens gru på nært hold.
Kun øverste del af ledelsen var veluddannet. Mange var medstuderende fra Paris. De få veluddannede kunne nu “flytte rundt med den grå masse af mennesker.” som det passede ind i deres idealbillede af en selvfungerede kommunist bondestat.
3 måneder senere var bykrigen overstået med Pol Pot som vinder, og ca. 3 millioner mennesker blev flyttet ved fælles march ud på landet for at arbejde i rismarkerne. Ris skulle være det som brødfødte en hel befolkning.
Phnom Penn stod nu forladt i de næste 3 år.
I løbet af sommeren 1975 sørgede De røde Khmere endvidere for at grænserne til omverden blev lukket, og alt vestligt som skoler, sygehuse, biblioteker blev ødelagt. Derefter ødelagde man også mennesker, ved simpelthen slå dem ihjel. Godt 60.000 lærer, skuespillere, embedsmænd, læger og folk som kunne blive en fare for det nye regime, tog man livet af.
For at fuldføre de kommunistiske idealer oprettede man midt i den forladte by, Phnom Penn fængslet S21, oprindelig en skole på et smukt grønt område.
Fængslet blev de næste 3 år brugt som forhør sted af regimets fjender. De røde Khmere dokumenterede alle sagerne med samme grundighed som nazisterne under 2. verdenskrig.
Fængslet indeholder derfor billeder og historier, uhyggeligt veldokumenteret om de ca. 25.000 mennesker som blev tortureret og dræbt her
Kun 7 personer overlevede opholdet i S21
Vi har valgt kun at vise enkelte billeder af området S21 udefra i respekt for det som skete her. Grufuldhederne skal opleves på nær hold og i den ånd som ønskes på stedet, der i dag fungerer som museum.
De fire etagebygninger , med de grønne arealer i midten af gården.
Gangene løb langs klasselokaler som nu blev ændret til små fængsler og torturkamre.
Ude ved The Killing Fields.
Ca. 15 km udenfor byen, ligger et af de største dokumenterede Killing Fields. Der findes over 300 dokumenterede områder med massegrave i Cambodia.
Det, at stå en meter fra der, hvor begivenhederne udspillede sig engang, giver én “gåsehud” og fuldstændig dårlig smag i munden. Man stiller spørgsmålet, hvordan kunne man tage livet af næsten 3 millioner mennesker, og følge blindt med?
Vi har også her valgt, ikke vise andre billeder end indgangsområdet og mindesmærket som fortæller mere end ord umiddelbart kan til de turister, der denne dag havde bevæget sig ind i denne modbydelig barske verden.
Stilheden var så tydelig her ude på “landet”, at man nærmest fornemmer åndedraget fra de besøgende og lyden fra øretelefoner, som vi alle gik eller stod forstenet med og lyttede til disse ufattelige rædsler der var foregået her.
Midt i al denne gru, blev vi påmindet om håb, samt hvad folkesagn kan gøre ved et folk. Da, Pol Pot regimet var ovre, var alle og en buddhistisk munk blevet dræbt.
Hvem skulle nu føre principperne videre. Munke fra nabolandene begyndt at valfarte til landet, stille og roligt for at påbegynde begravelsesceremonierne. Så de dræbte sjæle kunne finde hjem.
Cambodjanerne tror på Buddha og spøgelser, så for at hjælpe de spøgelser, der “larmer” og ikke kan finde hjem, stilles mad og drikkelse ved monementerne og Buddhaer, så spøgelserne altid har et måltid til deres videre færden.
Vi trak lidt på smilebåndet. Dog, i respekt over erkendelsen, at nogle gange kan de narrative historier give mening, selv for vestlige folk som os.
Ja, som en Cambodjaner fortalte os, “her har været meget larm. Det er blevet meget bedre, men de er her stadig. ” Hertil hentydes til, at man stadig i junglen kan opdage nye “killing fields” den dag i dag. Og et spøgelse må hjælpes på vej.
Indgangen til monumentet som er rejst, fortæller denne historie. Her er placeret en skrift, mad til Buddha og evt. spøgelserne, samt en brøkdel af kranier fra massegravene.
Efterspillet.
I efteråret 1978 gik Pol Pots vanvid op i nye størrelser, og man påbegyndte en junglekrig ind i Vietnam. Det blev for meget for Vietnam.
Sovjetunionen valgte at støtte Vietnam, og i starten af 1979 gik de i krig med Cambodia. Resultatet blev at d. 7 januar blev Phnom Penn opgivet, Pol Pot og de få røde Khmere som stadig var loyale for styret tog “benene på nakken” og forsvandt ind i jungleområdet ved den thailandske grænse, hvor han døde i 1998.
Her i junglen, blev de røde Khmere støttet af FN og amerikanerne frem til 1990 som den legitime ledelse af Cambodia, da man ikke ønskede et kommunistisk land, i form af Vietnam, skulle repræsenteret Cambodia i FN regi. Derfor så man i den vestlige verden Vietnam som en besættelsesmagt.
Cambodia kunne derfor først modtage større finansielle investeringer i 1990, da den kolde krig sluttede med opløsningen af Sovjetunionen.
Vi sad lidt efter besøgene på The Killing Fields og S21 fængslet med en meget dårlig smag i munden.
Hvordan kunne omverden dengang, det etiske menneske, tillade at et land, hvor en tredjedel af befolkningen var blevet slået ihjel, forblive en brik i et spil mellem to meget større nationer og interesser i den kolde krig, især når alle beviser på dette massedrab igennem veldokumenteret materiale eksisterede.
Især også når Hollywoods oscarfortælling, filmen “The Killing Fields” fra 1984, lå for fødderne af omverden, valgte man alligevel officielt, også i Danmark, at vende det blinde øje til i 10 år. Ingen ville lytte, tale eller se.
Vi kan kun anbefale ” The Killing Fields.” Det giver en noget at tænke over, meget mere end skolebøger og you tube kan give.
På vej hjem i vognen til vores hotel, sagde vi pludselig i munden på hinanden efter en lang pause i snakken…det er lige som Syrien. Ingen gør noget, vel vidende at det er forkert! Hvorfor?
Vi vil lade dette “Hvorfor” stå tilbage til dig som læser og dine tanker.